Claus Bonderup

Allerede som dreng byggede Claus Bonderup små huse ved forældrenes sommerhus i Blokhus. Senere blev selve sommerhuset det første egentlige arkitektoniske projekt i fuld skala.

Det skulle forvandles, så det ikke lignede alle de andre huse i klitterne.

Huset står der endnu – i en arkitektur, der holder.

Siden har han designet underjordiske natklubber ved Amazonfloden i Brasilien, planlagt fiskerihavne på Aleuterne ud for Canadas vestkyst, registreret historiske huse i det nordlige Yemen og sikret sig international berømmelse med et arktisk center, der som et lysende spor i polarnatten gør Rovaniemi i det nordlige Finland til noget ganske særligt.

Dertil kommer en række markante fingeraftryk inden for dansk arkitektur.

I Brasilien var han tilknyttet arkitekt, dr. Sergio Bernardes’ tegnestue tæt ved Rio de Janeiros berømte badestrand, Copacabana. Det var herfra, han blev sendt til landets tidligere hovedby, Manaus, midt i Amazonas, hvor han skulle udtænke de underjordiske detaljer i et projekt med en kæmpeglaskuppel over et hotel og et forlystelsescenter, gemt dybt under jordens og flodens overflade.

Her skulle rige amerikanske jagtselskaber kunne hygge sig uden myg, slanger og andre af regnskovens naturlige – men besværlige – elementer.

Projektet var dog så pompøst – og ambitiøst – at det aldrig blev til noget.

Men han lærte at tænke stort og i et andet formsprog end det traditionelt danske.

Evnen til at se de store linjer blev videreudviklet i Schweiz, hvor han var ansat hos det internationalt kendte arkitektmakkerpar, Florian Vischer & Georges Weber i Basel og blandt andet fik en førstepris i en byudviklingskonkurrence i Bern.

Alle steder har Claus Bonderup oplevet lidt af den samme storhed som ved barndommens Vesterhav – et stykke nordjysk natur, hvortil han altid længtes tilbage.

Måske var det denne længsel, der i 1973 fik ham til at søge tilbage til studentertidens læremester, kongelig bygningsinspektør Jacob Blegvad i Aalborg. Her havde han en platform, der bragte hans arkitektoniske ideer rundt i landet sideløbende med, at han dyrkede sin interesse for at formgive og designe.

I 1972 fandt Claus Bonderup en grund bag første klitrække i udkanten af Blokhus, og det blev begyndelsen til omfattende eksperimenter med rummet, dets format og den volumen, der opstår ved ren geometri.

Det var hans ”hvide periode” – en tid, da alt fra vægge, indbo og tøj til bil, mad og vin var hvidt for ikke at spolere symbiosen mellem lys og arkitektur.

Huset var gravet ned i klitten, så han ikke kunne se andre huse samtidig med, at det var usynligt for naboerne. To halvkugleformede glasprismer stak frem som flueøjne og kiggede mod havet samtidig med, at de hentede så meget lys ind som muligt – en arkitektur så særpræget, at den tiltrak sig opmærksomhed ikke blot fra kolleger herhjemme, men i høj grad også fra udlandet.

De så med interesse til, hvordan de geometriske former blev sat på prøve, og huset i klitterne indskrev sig hurtigt i den internationale arkitekturhistorie.

En dag mødte han den farverige Anne Just og byggede et hus til ænderne i den sø, hun havde i sin parklignende have. Det blev opført med vestvendt terrasse og var i det hele taget designet efter streng hensyntagen til det gyldne snit.

Men ænderne tog på i vægt, og en dag var døren for lille.

De arkitektoniske linjer forhindrede, at åbningen blev større.

Ænderne endte på middagsbordet – og Claus Bonderup og Anne Just blev ægtefolk. For at gøre en lang historie kort.

Derefter blev den hvide periode gradvist afløst af farver. Og en dag – efter 20 år i klitterne – var badebyen, som hver dag skulle passeres på vej til og fra huset i klitterne, så skamferet af betonbyggeri, at parret besluttede at flytte fra det, de kalder ”grimheden”.

Det blev begyndelsen til Huset i Hune, bygget samtidig med projekter i Rowaniemi, hvor polarcentret havde ført andre markante byggerier med sig.

Claus Bonderup har aldrig lagt skjul på, at der efter hans opfattelse er lighedstegn mellem det klassicistiske formsprog og god arkitektur. At det handler om enkle, smukke rum med en fleksibilitet, der gør dem anvendelige til skiftende formål.

I det offentlige rum kommer det blandt andet til udtryk i banegården og en række omgivende byggerier i Høje Tåstrup.

Hans sans for detaljer og kvalitet er legendarisk – hvad enten det drejer sig om markante bygningsværker eller design af små brugsting. Og hans tilgang til opgaverne vidner om den internationale orientering.

Efter sin afgangseksamen arbejdede Claus Bonderup i en periode på Henning Larsens Tegnestue i København. Derefter gjaldt det udlandet – med nævnte job i blandt andet Brasilien, Schweiz og Yemen – indtil han i en årrække var tilknyttet Jacob Blegvads Tegnestue i Aalborg som ledende arkitekt.

I dag har han sin egen tegnestue i Hune. Desuden er han professor ved Aalborg Universitets uddannelse for arkitektur og design.

Ud over de arkitektstuderende i Nordjylland har også andre kommende arkitekter herhjemme og i udlandet gennem årene fået lektioner af den ansete arkitekt fra Hune.

Af arkitektoniske værker, der viser hans store spændvidde, kan – ud over det finske polarcenter og planlægningen af fiskerihavne på Aleuterne – nævnes design af et palads til en sheik i Kuwait, projektering af 100 helårshuse på en spansk bjergtop, et hotelprojekt for Royal Copenhagen Japan og design af et højhus i den gamle bydel i Alexandria i Egypten.

Listen over hans værker omfatter desuden restaurering af gamle byhuse for Royal Copenhagen i Singapore. Mens hans stilrene arkitektur herhjemme er brugt til et elmuseum ved Tange sø, Helsingørs nye færgeterminal samt en ny bydel i Høje Tåstrup med stationen som det centrale – for at nævne nogle ganske få eksempler.

Claus Bonderup har modtaget en stribe udenlandske og danske hædersbevisninger – blandt dem den prestigefyldte Eckersberg Medaljen, tildelt af Akademiet for de skønne Kunster.

Mange af hans værker er blevet udstillet internationalt – herhjemme på blandt andet Louisiana i Humlebæk. Hans spændvidde er også på udstillingssiden meget stor, og han er repræsenteret på MoMa – The Museum of Modern Art – i New York.

Claus Bonderup er medlem af Akademiet for de skønne Kunster. Han har været medlem af Statens Kunstfonds Arkitekturudvalg og af bestyrelsen for European Cultural Foundation. I en ti-års-periode (1986-96) var han medlem af bestyrelsen ved Charlottenborgs Udstillingsbygning og var således medansvarlig for den store arkitekturudstilling på Charlottenborg, der indledte Københavns kulturbyår (1996).

Skulle han få tildelt endnu et liv, ville en god del også af det blive brugt på arkitektur.

Men haven omkring huset i Hune har åbnet hans øjne for planternes forskellighed og dermed givet ham forståelsen for at kunne bruge dem som betydningsfulde detaljer i en arkitektonisk helhed – en ekstra dimension, han i et nyt liv ville udnytte endnu stærkere.

Claus Bonderup, professor, designer og arkitekt MAA, f. 1943 i Aalborg.
Afgangseksamen fra Det Kgl. Kunstakademis Arkitektskole i København 1969.

Birthe Lauritsen, journalist og forfatter til bogen ”Huset & Haven i Hune”

Journalist og forfatter Birthe Lauritsen skriver i sin bog Huset & Haven i Hune dette præcise portræt af Claus Bonderups omfangsrige og skabende livsvej i arkitekturens verden.